Manifest​

Søly er Vedbæks lokale samlingspunkt. Atmosfæren er rar, hjemlig og uprætentiøs, og her føles det som at komme på besøg hos dine gode venner, der ved hvordan man laver en rigtig god kop kaffe, saftigt brød, et velskænket glas vin og velsmagende mad.

Vores døre er åbne for alle. Det er her du nyder din kaffe og morgenmad efter en tur i Øresund; det er her du samles med mødregruppen; det er her børnene kommer med bedsteforældre om eftermiddagen til en lille bolle og varm kakao; og det er her du mødes med dine venner om aftenen og taler om stort og småt over et glas vin og dejligt måltid mad.

Søly er et socialt sted. Vi elsker fællesskab og nærhed og hylder de traditioner og højtider, der har givet huset sjæl i over 100 år. Fra langbordsmiddage med fjordrejer, julemarked på terrassen og petanquekonkurrencer til seniormiddage, spilaftener og livemusik til maden.

Med Søly har vi forsøgt at skabe det sted, som vi selv har savnet som borgere i Vedbæk. Et sted hvor du føler dig hjemme og er på fornavn med værter og gæster, et sted hvor maden er valgt og tilberedt med omhu og omtanke, og et sted hvor man gør sig umage! Kort sagt, et sted du har lyst til at komme igen og igen og igen – fordi det er mere end blot god mad.

Historien

Søly blev bygget i 1862 af den lokale snedkermester Ole Andersen. Søly fik sit navn efter en kraftig storm havde opslugt en stor del af nabogrunden, men efterladt Søly uskadt. Siden Søly blev bygget, har stedet været privat bolig og udlejet til feriende gæster. I 1920’erne har der været konditori og sidenhen cafeteria og italiensk restaurant.
I september 2022 overtog Helle og Gustav nøglerne til Søly og forsøger at puste nyt liv i det gamle fine hus.